
Er du glad for at læse skønlitterære bøger, og vil du gerne dele dine oplevelser med andre, så har du muligheden i Ullerød Kirkes Læsekreds.
Vi mødes 6-7 gange om året i Ullerød Kirkes lokaler på torsdage fra kl. 14.00 - 16.00.
Det er meningen, at du selv kan være med til at vælge de bøger, vi skal læse, og vi vil deles om opgaverne med at være ordstyrer og oplægsholder.
Læsekredsen er på max 10 personer.
Hvis du synes, det lyder som noget, du gerne vil deltage i, så mail eller ring for mere info og tilmelding til:
Jette Villumsen (tovholder) mail: j.villumsen@privat.dk / tlf. 2894 9513
MÅNEDENS BOG:
“Oplyst” af Tara Westover
Tara Westover (f. 1986) er phD i historie fra det prestigefyldte University of Cambridge, men hendes barndom var anderledes end de flestes. Som den yngste i en børneflok på syv voksede hun op i Idahos bjerge med forældre, der var stærkt troende mormoner.
Forældrene nærede stor mistillid til al form for offentlig indblanding og brugte al deres tid på at forberede sig på de nært forestående Vederstyggelighedens Dage. Derfor var hverken Tara eller hendes søskende i kontakt med sundhedsvæsenet, undervisningssektoren eller andre former for offentlige myndigheder.
Men Tara satte aldrig spørgsmålstegn ved sit liv. Ikke før en af hendes brødre brød ud fra den tætsammenvævede familie og kom på college, hvorefter Tara besluttede sig at gå samme vej. Hun var 17 år, da hun første gang modtog undervisning.
Oplyst er fortællingen om, hvordan Taras jagt på viden ændrede hendes livssyn og kastede hende ud i en kamp for finde sig selv og sin plads i verden. En beretning om stærk familieloyalitet og den sorg, som opstår, når man bryder båndene til sine nærmeste.